08/06/2026 0 Kommentarer
Morgensang holder ikke sommerferie
Morgensang holder ikke sommerferie
# Nyheder

Morgensang holder ikke sommerferie
Af Nina Raunkjær
Morgensang holder ikke sommerferie. Selvom det igen er den fine lyse tid, hvor vi holder ferie og fri fra mange af de aktiviteter og gøremål, som resten af året er fyldt af, fortsætter Morgensang gennem både juli og august. Året rundt synger vi Morgensang, men i sommerhalvåret synger vi med ryggen mod muren og udsigt til både himlen og alt det grønne på Kirkeøen bag Hørsholm Kirke.
Det er helt særligt at stå en tidlig morgen under åben himmel bag kirken. Hvad enten det er tre hvide svaner, grå duer eller sorte krager eller to store passagerfly eller blot en guldsmed og en flue, der i forskellige højder flyver hen over kirkepladsen, mens vi synger, lytter til et stykke fra Bibelen 2020 og beder et Fadervor, så hvælver himlen sig over os. Nogle morgener stiger sangen op som et råb om hjælp, andre gange bare som en tak for livet og sommeren. Salmerne og sangene låner os de poetiske ord, der beskriver menneskelivets mangfoldighed. Bibelteksterne giver stof til eftertanke. Man kommer med eller uden hund og synger og hører sammen i et kvarter. Nogle gange kommer man lige fra sengen, andre gange kommer man klar til at fortsætte på arbejde eller til morgenbadning i Øresund eller noget andet godt.
Morgensangen er også i sommermånederne, hvor naturen pipper med, og vinden blæser, hvorhen den vil, en fin begyndelse på dagen, hvor man siger god morgen til hinanden, veksler et par ord, bliver hængende lidt på brostenene med en kop kaffe eller te, som der altid bydes på, inden man går hver til sit.
Alle er velkomne.
Kommentarer